Le Grand Tour

Oplevelser under 'Den Store Tur'

(til de fotos, om er omtalt i 'Tour-dagbogen' må jeg af tekniske årsager henvise til 'Mit fotoalbum)

Endelig – ja, ENDELIG oprandt dagen for afgangen til mit startsted, NORDKAPP, for at kunne være parat til at køre ud på mit livs cykeltur. Nu efter år og måneders forberedelser skulle det vise sig, om forberedelserne havde været gode nok. Havde jeg tænkt på alle detaljerne? Var min træningstilstand i orden? – Om den mentale tilstand, var jeg ikke i tvivl et eneste sekund. – Jeg havde i den grad glædet mig til at komme af sted.

Den 26. juni om morgenen var autocamperen pakket og klar til afgang. Der manglede blot lige lidt frost- og kølervarer at blive lagt ind. Vores kat var sendt i pension, hvorimod vores gravhund, Tanne, skulle gøre turen med hele vejen. Den var efter alle forskrifterne blevet vaccineret og fået ormekur og fået sit eget pas.

Mine supportere skulle være Lene, min hustru – Nina, Lene’s søster – Dorthe, Lene’s yngste datter. Vi satte kursen mod Sverige via Sjælland. Med 5 dage skulle vi kunne være rettidige på Nordkapp, for at starten kunne gå til planlagt dato og tid.

På cykelruten ville der ikke være campingpladser, der hvor der ville være behov herfor, uden at skulle tilbagelægge unødige kilometre. Dorthe mente også en udgift hertil jo også kunne spares væk, når vi bare fandt et stille og sikkert sted til autocamperen for natten. Som sagt så gjort. Vi benyttede så den taktik hele vejen mod Nordkapp. - D. 30. juni meget tidlig om morgenen fik vi et sørgeligt telefonopkald hjemmefra. Der var sket et uventet dødsfald i Nina’s familie. Det var så uvirkeligt. Vi sad først og kiggede på hinanden. Men vi skulle finde den nærmeste lufthavn hurtigst muligt. Heldigvis var vi så kun ca. 100 km fra lufthavnen i Alta. Nina fik booket en flybillet samme dag til Danmark. Vi var dog alle enige om, at Touren skulle fortsætte, så vi andre kørte mod Nordkapp.

Ud på eftermiddagen d. 30. juni ankom vi til Nordkapp plateauet. Solen var synlig, men skyer var begyndt at drive ind over området. Spørgsmålet var nu, om den planlagte fotografering af mig ved globussen skulle ske mens der var en smule sol eller om vi skulle satse på skyerne var væk i morgen tidlig. Vi satsede på det sidste, dog uden at skyerne var borte, - tværtimod. Kl. 24:00 fik vi den traditionsrige champagne og kaviar, for derefter at forsøge at få lidt søvn. – Tænk lige, der er lyst alle døgnets 24 timer!

For nu at kunne finde vejen til Gibraltar havde jeg en GPS’er, Garmin 705 Edge. Derudover havde jeg af hensyn til en helgardering, fundet den korteste vej ved hjælp af maps.google og markeret på kortsider med en tekstmarker, samt lavet en liste over byer  (283) jeg skulle igennem eller passere forbi.

01-07 fra Nordkapp til Alta

Det var en råkold morgen vi vågnede op til. Blot 5 grader og en stiv pelikan eller med andre ord en hård vind til kuling fra NØ.

Sigtbarheden var nede omkring 30 til 40 meter. Jeg overholdt min målsætning og fik startet kl. 08:01. Om det gik op eller ned, kunne jeg kun mærke i mit tråd i pedalerne eller aflæste på cykelcomputeren i form af stignings procenter med plus eller minus fortegn.

Der kom tre stigninger på de første kilometer hvor stigningsprocenten lå op til 9 %. Selvfølgelig var der ind imellem nedkørsler. Her skulle jeg særlig give agt på når der kom sidevind, for autoværn flotter man sig ikke med på de kanter, selvom der kan være risiko for at styrte adskillige meter ned. Efter ca. 5 km var jeg kommet under skyerne, så der var normal og god sigtbarhed.

Nordkapp ligger reelt på en ø og forbindelsen til det Europæiske fastland går via en tunnel. Det var bare at køre ind i det sorte hul og lade cyklen løbe ned til 212 m under havet med et fald på 9 % for herefter at ha’ en tilsvarende stigning den anden halvdel af tunnelrøret. En prøvelse jeg var en smule nervøs over, men ved at sætte cyklen i ’panik-gearet’ trådte jeg hele vejen op. Når jeg kunne høre en lastbil nærme sig, var det bare med at holde godt fat i styret, på grund af det vindtryk et sådan køretøj udvikler. Jeg åndede lettet op, da jeg igen så dagslyset.

Turen fortsatte ned langs Porsangerfjorden, hvor endnu et par tunneler skulle passeres. Ikke de store stigninger mere, nærmest tværtimod.  Jeg havde været så forudseende at ha’ ekstra lys både for og bag, for der er sparsomt med belysning inde i tunnelerne. Jeg nød i det store hele godt af vindretningen. Dog følger vejen kystlinjen, hvorved vindretningen meget vel kan blive anderledes.

Kontakten til mit crew var planlagt til at gå via SMS og/eller walki-talki. Det første mødested for frokost, havde jeg udpeget på vej nordpå i Olderfjord, ca. 130 km fra starten. Efter et par SMS’er under vejs, ankom vi næsten samtidig til det aftalte møde sted. Skydækket var efterhånden blevet lettere og temperaturen et par grader højere, men med hr. vind var der ingen ændringer.

Efter frokosten ’klatrede’ jeg på vejen op over Sennalandet. Her tiltog skydækket, men det holdt da heldigvis tørvejr.

Etapemålet var bestemt til at være Alta. Mit crew havde fundet plads ved en badestrand, hvor vi kunne overnatte. Havde lidt begyndervanskelighed ved at finde camperen, men det lykkedes. Fra cyklen blev alle løst påsatte dele (computer, lygter og tasker) fjernet for natten og cyklen låst fast til camperen med wirelås. Straks efter ankomsten til målet fik jeg serveret kakaomælk og High5 proteinbar. Cykelcomputerens opdateringer blev aflæst i PC’eren og overført til opdatering af hjemmeside for derefter at blive stillet til opladning.

Dagens udmåling 242,61 km, gns. 24,5 km/t og 2.215 højdemeter.

02-07 fra Alta til Leppäjärvi /FIN

Kl. 06:45 var det tid at stå op og morgenritualet startede, bl.a. klargøring af cyklen. Montering af det, der blev taget af aftenen i forvejen. Hertil kom at se efter om kæden skulle have lidt smørelse. Fik udleveret energidrik, energibarer, tørret frugt og chokolade til formiddagens brug af mine supportere. Så spistes morgenmad og jeg var klar til afgang kl. 08:15.

Temperaturen var 10 grader, vinden var aftaget en del og var blevet svag til let men stadig fra NØ retning. Uden for Alta fik jeg en smule finregn, men det holdt heldigvis hurtigt op igen. Efter ca. 20 km kom jeg til fjeldovergangen til et udpræget morænelandskab. En stigning over 6 km med op til 8 % stigning.

Omkring frokost tid lettede skydækket og ud på eftermiddagen var det helt skyfrit.

For de som tror, at det nordligste Skandinavien består af fjelde, kan jeg fortælle, det for det meste består af morænelandskab.

Jeg havde aftalt med mit crew, at på dagens etape skulle vi passere den finske grænse og finde et sted ved Leppäjärvi, hvor vi kunne overnatte. Da jeg var fremme ved byen, var mine supportere endnu nået frem. For ikke at blive festmåltid for de finske myg, var jeg nødt til bare at fortsætte, indtil camperen nåede frem. Mit crew undskyldte forsinkelsen, men jeg ønskede, de fremover ville ændre adfærd. J

Landskabet var meget fladt med mange krogede birketræer og små vandhuller, (vi var jo også kommet til de tusind søers land). Efter at vi havde trukket myggenet for vinduer og dør, iværksattes jagten på de myg, som alligevel var sluppet ind. Ritualet ved etapemålet gentog sig i samme stil som i går.

Dagens udmåling 216,11 km, gns. 24,9 km/t og 1.701 højdemeter.

03-07 fra Leppäjärvi til Pajala / S

Vi stod alle op til vanlig tid til letskyet vejr og 14 grader. Morgenritual og afgang kl. 08:02 i en jævn til frisk vind fra en sydlig retning - puha, det blev lidt af en ’modstander’ den dag foruden de lange og høje morænebakker med stigningsprocenter på 8 - 10, som heldigvis blev færre i dagens løb og landskabet blev efterhånden rimeligt fladt.

I de foregående dage havde jeg set en del rensdyr. De gik endda ude ved den trafikerede vej.

En noget speciel oplevelse var det, da jeg efter et sving på en svag nedkørsel, hvor jeg lå foroverbøjet i mit tri-styr, pludselig fik øje på et stort rensdyr med et kæmpe gevir, som stod midt ude på vejen med sænket hoved, klar til angreb. Standse kunne jeg ikke nå, men nåede dog at tænke, hvad nu? – Jeg måtte forsøge at undgå et sammenstød og lagde mig derfor helt ud i højre side. Da jag var indenfor en afstand på ca. 15 meter, valgte rensdyret at tage flugten. Først hen ad vejen med halen pegende lodret op, og sikken en fart den kunne løbe med. Da jeg var ved at indhente den, valgte den at løbe bort fra vejen.

Efter at have passeret et finsk skisportsted, Äkäslompolo, kom regnvejret.

 Det havde godt nok småsnusket et par gange, men nu måtte regntøjet frem. Det kunne jeg heldigvis afmontere igen, da jeg nærmede mig den svenske grænse. Første skulle jeg dog lige have lidt bakketræning inden jeg forlod Finland, i form af et par kraftige stigninger umiddelbart efter hinanden.

 Jeg var igen den første, der nåede etape målet, Pajala. Det udløste en løftet pegefinger, med løfte om forbedring.

Dagens udmåling 209,49 km, gns. 23,7 km/t og 1.300 højdemeter.

04-07 fra Pajala til Persön

Vi stod op til en mild dag med 18 grader og vindstille, men da jeg startede begyndte det at regne og det varede stort set hele formiddagen. Opklaringen varede kun ca. tre timer. Så tiltog skydækket sig og det begyndte igen at regne. Efterhånden nærmede jeg mig den Botniske bugt og dermed E4. Det var dog en ubehagelig vej at køre på for en cyklist. Vejen er 3-sporet med skiftevis ét og to spor frem og vis-a-versa i modsat retning. Det var med nogen usikkerhed jeg begav mig ind på den vej og så især når det regnede.

Jeg havde overfor mit crew udtrykt ønske om at finde et overnatningssted ved en tankstation med henblik på at vaske cyklen. Det lykkedes ikke helt, men syntes heller ikke jeg havde den store energi til cykelvask. Vi fandt derimod et sted til camperen bag noget, der mindede om et tidligere klubhus for forskellige idrætsgrene. Mens vi spise, blev vi ’underholdt’ af naboer, der rendte nøgne rundt i deres have, fordi de åbenbart havde et udendørs hot-tub.

Dagens udmåling 198,61 km, gns. 25,2 km/t og 994 højdemeter.

05-07 fra Persön til Sandfors

Dagen begyndte overskyet, tørt og med en let til jævn vind fra en sydlig retning. Da jeg svingede mig i sadlen, begyndte det igen at regne og sådan fortsatte det hele formiddagen.

Vinden havde oven i købet pustet sig op til en frist vind og så i regnvejr, - det var virkeligt surt show  . Fik mig stampet op ad Pålberget, vort aftalte frokost sted. Efter denne pause, klarede det op men vinden pustede sig endnu mere op. Den var strid at trampe op imod, især når det gik opad.

Mine supportere havde heller ikke ligget på den lade side. Ved siden af deres faste gøremål havde de holdt ’store vaskedag’. Det fik jeg med selvsyn at se, da vi mødes på en skovvej uden for Sandfors. Der var hængt vasketøj til tørring.

Dagens udmåling 180,58 km, gns. 22,6 km/t og 1.130 højdemeter.

06-07 fra Sandfors til Sörmjöle

Endelig en skøn morgen at stå op til. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Vinden var aftaget og var nu bare frisk og var drejet om i vestlig retning. Temperaturen var 20 grader. Et perfekt vejr til at cykle i. Startede til sædvanlig tid (ca. kl. 08:00). Efter 20 – 25 km så jeg et tilsyneladende udtørret Skellefteå Kraftvärk.

Når nu vinden ikke var så kraftig, behøvede jeg ikke at være så sammenbøjet for at cykle, hvorfor jeg så mere af naturen og andet, jeg passerede forbi.

Der var grøftekanterne. Her så jeg tydeligt, at foråret var kommet til Nord-Sverige med de mange pastelfarvede blomster.

Jeg bemærkede postbudene kørte rundt i højrestyrede biler. Årsagen var den enkle, at postbuddet blot kørte hen til samlinger af kvarterets/beboernes postkasser, rulle vinduet ned og åbnede de enkelte brevsprækker for at komme breve m.v. i. Desuden kunne han/hun også tømme ’den gule postkasse. Behøvede altså slet ikke at stå ud af bilen. En arbejdsgang et dansk postbud nok kan misunde.

Dagens rute startede rimelig fladt, endda med en smule nedkørsler. Efter ca. 65 km kom ’hævnen’ i form af 5 stigninger hurtig efter hinanden hver på 3 – 5 km længde. Det ’trak tænder ud’!

På en strækning med vejarbejde, blev jeg stoppet af en vejformand. Han fortalte, at længere fremme ville det være vanskeligt for en cyklist at komme frem, idet vejbelægningen for øjeblikket bestod af knytnæve store sten. Han anviste mig på mit kort en alternativ rute, som ikke var væsentlig længere. – Flink svensker!

Efter sådan at have trampet i pedalerne et stykke tid, nået op på toppen, gjort holdt, vendt mig om og det der var at se, var ikke noget, man lige havde magen til der hjemme i nabolaget, - og så i klart vejr! 

Over de sidste 2 dage har jeg haft ømhed i akillessenen i højre ankel. Det har åbenbart ikke kunnet cykles væk, så ved frokosten tog jeg en ibuprofen tablet. En sådan tog jeg de næste ca. 14 dage om morgenen og ved frokosttid. Desuden fik begge mine ben massage hver aften resten af turen. Det gjorde bare godt.

Dagens udmåling 198,29 km, gns. 24,7 km/t og 1.217 højdemeter.

07-07 fra Sörmjöle til Älandsbro

Dagen begyndte med en smule regn og en jævn vind fra NV retning. Kørte ved 8-tiden ud på E4, som også her var den ubehagelige 3-sporede. Når jeg skriver ’også her’ betyder det, at den ikke alle steder er li’sådan. Nogle steder var den 3-sporet uden kabelautoværnet og andre steder blot en bred 2-sporet vej.

Efter én time hørte regnen op og efter yderligere 3 kvarter skinnede solen fra en skyfri himmel.

Det ubehagelige bestod i, asfalten til højre for den optrukne hvide stribe kunne være af varierende bredde. Helt fra få cm til 60 – 70 cm. Ved at køre dér, følte jeg mig mest tryg, især når kørebanen var enkeltsporet. Dog var det ofte i denne kombination, at cykelstriben var smallest. – Nå, men jeg overlevede da heldigvis og undgik uheld!

På strækningen var der lige pludselig en vejtavle, som oplyste ’cykling forbudt’. Helt uden at gi’ anvisning til cykelfolket, hvilken vej man så skulle cykle. Hurtig beslutning: Fortsæt, til trods for forbudsskiltet. Få hundrede meter fremme, holdt Polisen på en sidevej. Hvad skulle jeg gøre? – Kiggede bare ligefrem og fortsatte uden at signalere noget om, hvad jeg måtte have set. Der kom aldrig nogen reaktion fra Polisen.

Ved Älandsbro holdt jeg stille og gjorde min walki-talki klar, da en ældre (mindst 75 år) cykelrytter i den samme farvekombination, som jeg, standsede op og var meget interesseret i, hvad jeg var i færd med. Fortalte selv han hed Johansson og var tidligere professionel cykelrytter i Belgien.

Fik kontakt med mine supportere via walki-talkien, som havde fundet en stille og fredelig plads til natten.

Dagens udmåling 186,75 km, gns. 24,9 km/t og 1.325 højdemeter.

08-07 fra Älandsbro til Kungsgården

Dagen startede jeg ud, hvad man kan kalde sædvanen tro, kl. 08:05. Det var letskyet til skyfrit og vinden frisk fra SSV, der igen betød ’modvind’. Kørte stadig på E4 med rimelig tæt trafik og her optrådte i ny og næ cykling forbudt, hvilket jeg forsat måtte se stort på. – For øvrigt mødte jeg kun én mishagsytring (tud i horn) fra én eneste bilist i Sverige.

Nord for Sundsvall ved Timrå gik den med at se stort på den med ’cykling forbudt’. Nu kom en regulær motorvej, så der måtte findes alternative veje. GPS’eren skulle nu stå sin prøve og lede mig videre. Det gik vældig fint indtil jeg nåede ind i omkring centrum af Sundsvall. Så var der pludselig ingen veje mere! – Forsøgte at oprette ny rute men fik svaret: ”Rutebehandlingsfejl, ingen veje nær start”. Så måtte jeg spørge om vej mod næste større by, Hudiksvall. En ældre herre, jeg spurgte, var desværre meget svagtseende, kunne blot vise mig den retning, jeg skulle cykle mod. Det hjalp også, og snart var der igen vejskilte, som kunne lede mig videre. Ude af byen forsøgte jeg igen om GPS’eren kunne finde ruten fremover. Nu var der ikke længere problemer. – Besynderligt!

Så skete det igen. E4 blev pludselig til motorvej igen. Ingen alternative veje at køre ad og køre tilbage? - Nej ikke her sidst på dagen. Det var bare fremover i nødsporet med håb om ikke at møde Polisen ved Kungsgården. Det viste sig, at mit crew havde fundet en plads for natten på en rasteplads ca. 10 km fra motorvejens begyndelse og var der kommet i snak med et ældre svensk ægtepar også på vej sydover. De ville dog lige nå at hilse på mig, inden de kørte videre.

Dagens udmåling 181,07 km, gns. 22,9 km/t og 1.618 højdemeter (dog mangler de kilometer, hvor GPS’eren var ude af drift, hvor mange, aner jeg ikke).

09-07 fra Kungsgården til Avesta

Morgenritual og afgang til vanlig tid. Vejret fint med letskyet til skyfrit og 20 grader, men allerede fra morgenstunden frisk fra SSV, som så op af dagen plejede at tiltage. Fandt kort efter dagens start en brugbar alternativ vej, jeg kunne køre ad, inden jeg skulle forlade Sveriges østkyst for at komme over til Göteborg.

Mødet med rensdyr på vejene var for længst ophørt. Nu var det elgene. – Jeg så rigtig mange af dem, men kun som silhuetter, på advarsels tavler.

Hvad dagens etape ikke havde af stigninger i højdemeter, blev så rigelig kompenseret af modstand fra hr. vind. ’Han’ tiltog efter frokosten fra frisk til hård. Desuden udførte GPS’eren igen en vejledning imod dens forud programmering. Efter en rum tid på asfalt, blev belægningen pludselig til grus. Jeg kørte inde i en skov, hvor der åbenbart sjældent kom mennesker, hvis det skulle føles ud fra mødet med insekter. Håbede bare på ikke at få uheld, så som skride i løst grus eller for slet ikke at tale på punkteringer. Nå, men efter næsten 20 km fik jeg igen fast underlag under cyklen. Efter nogen kommunikations problemer, fandt jeg mine supportere omkring ved 20:30 tiden.

Dagens udmåling 220,24 km, gns. 23,7 km/t og 1.295 højdemeter.

10-07 fra Avesta til Laxå

Igen en smuk dag med letskyet til skyfrit og 21 grader. Vinden var drejet en anelse mod vest, så den måtte betegnes som kommede fra SV og af styrken frisk. Stadig den modsatte vej end mig. På min rute var vejen efter Avesta under udbedring, hvorfor den var spærret. Èn kørebane var dog farbar, det var lørdag, så jeg tog chancen, med held.

Landskabet ændrede sig, efterhånden som jeg kom længere ind i landet, fra skovklædte arealer til mere åbent landbrugsland og dyrkede skovarealer. Der var således ikke længere mulighed for at træer kunne læ for vinden. Vinden havde selvfølgelig pustet sig op om eftermiddagen fra frisk til hård og skulle stadig den modsatte vej, som jeg skulle. Foruden vinden måtte jeg også kæmpe med varmen. Fik melding fra supporterne om, at temperaturen nu var oppe på 31 grader, så jeg havde behov for ekstra væske.

Dagens udmåling 188,02 km, gns. 23,6 km/t og 1.272 højde meter.

11-07 fra Laxå til Sollebrunn

Søndag morgen, næsten skyfrit og 19 grader og vinden havde omsider lagt sig, så den kun var svag til let fra en sydlig retning. Et virkeligt pragtfuldt vejr, at cykle af sted i kl. 08:05. Selv E20 var de første timer meget fredelig med meget lidt trafik. Det var bare dagen, som kørte ’t. hansen’. Et udtryk Dorthe opfandt én af de første dage, hvor jeg via SMS havde rapporteret, at det bare kørte derudad.

Det kørte så godt, at jeg nåede det aftalte område for frokoststed lang tid før mine supportere. Valgte en tankstation med et kæmpe rast-område. Ved tankstedet mødte jeg et dansk ægtepar, som var på vej mod Nordkapp. Min omtale af projektet havde imponeret dem, hvilket fremgår af en hilsen i gæstebogen på hjemmesiden, nogen tid senere. Efter frokosten kørte jeg mod det sidste overnatningssted i Sverige, Sollebrunn. Der skete en del vejrændringer. Først trak skyerne sig sammen og jeg fik en ’hale’ af en tordenbyge. Grundet det relative flade landskab kunne jeg se, det længere mod SV gav en ordentlig ’vasker’. Vinden friskede samtidig op og gik i NV. Ahh, tænkte jeg ikke værst, for den sidste strækning denne dag gik nærmest direkte mod syd. Glæden varede kun kort, for efter kort tid drejede vinden tilbage i sit vante hjørne; SV.

Dagens udmåling 183,59 km, gns. 26,3 km/t og 742 højdemeter.

12-07 fra Sollebrunn til Øster Vrå i Danmark

Den sidste morgen i Sverige blev næsten en kopi af de nærmeste forudgående. Svag til let vind fra en sydlig retning, letskyet til skyfrit og ca. 20 grader. Vinden friskede en del op i løbet af en times tid, men det betød mindre, for jeg skulle blot nå færgeafgangen kl. 16:00 og det ville ikke gi’ mig problemer.

Da jeg nærmede mig Göteborg kunne GPS’eren og jeg ikke enes. Ustandselig vil den have mig til at lave U-vendinger, hvilket jeg ikke kunne forstå. Jeg endte nær vandet i den nordlige ende af byen. Måtte så ta’ den første og største vej mod syd i retning af havnen. Det blev så igen en motorvej. Igen ingen mishagsytringer fra medtrafikanter.

Fandt mine supportere på havneområdet ved 12:30 tiden. Efter den vanlige meget lette frokost fandt vi ud af, at det ville være billigere, hvis min cykel fik plads i bagagerummet. Det ville have kostet 550,00 kr. hvis jeg ville have cyklet til og fra borde på færgen. Og hvad som er sparet, er også tjent. Færgen lagde til kaj i Frederikshavn til planlagt tid kl. 19:15.

Efter at min cykel  var blevet klargjort på Brønderslevvej var det igen dejligt, at kunne se danske vejskilte. Det er nu dejligt, når det er hjemmevant. Dog havde jeg ikke regnet med, at skulle starte med en stigning på 2½ km med ’kolde’ ben. Nå, jeg kom op og så var der herefter en tilsvarende nedkørsel og jeg havde vinden i ryggen.

Ude mod vest så jeg nogle tunge regn- og tordenskyer. Var det noget jeg havde i vente? – Jo, det fik jeg. Efter 18 km begyndte det at smådryppe og på en bakketop åbnede sluserne sig. Det lynede og tordenen buldrede løst og ikke nok med det, vinden vendte 180 grader. Så kunne det være nok. Jeg skyndte på mine supportere for at kunne få tag over hovedet. Var stoppet ved en P-plads i vejsiden og ventede der ca. en halv time, inden jeg fik tag over hovedet. Noget af en våd omgang.

Dagens udmåling 92,49 km, gns. 26,9 km/t og 608 højdemeter.

13-07 fra Øster Vrå til Viborg

I nattens løb havde det fået regnet af og vi stod op til en overskyet dag med en let vind fra en SV retning og ca. 18 grader. Starte til vanlig tid, 08:05, med en smule regndråber. Ved ankomsten til Aalborg var regnen blevet så kraftig, at jeg måtte iføre mig mit regntøj. Da jeg nåede Nibe var regnen hørt op og vinden var igen tiltaget til frisk til hård.

For flere dage siden var det planlagt, at jeg skulle holde hviledag d. 14/7, når vi var nået til Jylland, for at vi alle kunne tage del i en bisættelse. Dorthe havde derfor fået arrangeret med en cykelsmed i Viborg, at denne ville huse min cykel til d. 15/7 om morgenen. Samtidig ville cykelsmeden gennemgå cyklen og foretage evt. småreparationer og ikke mindst få den gjort ren.

Nattens regnskyl havde afstedkommet at grus var skyllet ud over veje og ikke mindst cykelstier. Det gav mig bange anelser for små spidse sten. Ca. 20 km nord for Viborg, kom resultatet i form af en ’sivert’ på forhjulet. Turens 1. punktering. Jeg havde ikke meget lyst til at skulle skifte slange, hvorfor jeg forsøgte at afhjælpe det med pumpen. Det gik så en ca. 5 km, hvorefter jeg igen måtte til pumperne. Inden Viborg blev det til pumpning 6 gange. Det blev således til en af de småreparationer, der skulle udføres i Viborg. Ligeledes bad jeg cykelsmeden skifte begge mine dæk i håb om, jeg ikke fik behov herfor senere på Le Grand Tour.

Dagens udmåling 139,90 km, gns. 24,1 km/t og 759 højdemeter.

14-07 hviledag

15-07 fra Viborg til Arrild

Jeg blev fragtet tilbage til Viborg og fik min cykel i tip top stand. Nye dæk, nye pedaler, ny kæde og kassette samt ny Reelight baglygte. Og ikke mindst, den var rengjort. At cykelsmeden så tog sig godt betalt betød mindre. Tog afsked med ham og startede med et kvarters forsinkelse, kl. 08:20, i overskyet vejr og ca. 18 grader. Vinden, ja, den var stadig fra SSV og allerede fra morgenstunden frisk. Nu startede en anden trafikkultur. Havde planlagt at følge A13, men som cyklist betød det, at jeg i ny og næ blev vist bort med cykelveje eller ledt ind på veje, som delvist kørte parallelt med hovedvejen. Det betød i hvert fald, at GPS’eren ikke var til megen gavn. Det havde tillige den gene, at jeg havde besvær med at finde min følgevogn ved Billund, som var aftalt frokoststed. Her var Steen Egedesø, min tidligere kollega, som den eneste af cykelvennerne, dukket op for at gi’ mig lidt læ på turen videre over nogle km.

En flot gestus af Steen; at komme fra Odense til det jyske og så ’trække’ mig de 30 km ned til dennes bil, som stod parkeret ved Esbjerg motorvejen. Det var en kærkommen opmuntring på en dag med så megen vindmodstand.

Det var oprindelig planen, at jeg skulle have passeret den danske/tyske grænse denne dag, men måtte på grund af hr. vind afkorte turen, og blive natten over på Arrild Camping. Her stødte endnu et par supportere til; min datter Lone og hendes kæreste, Jesper. De ville følge os de næste 4 dage (der er jo nogen, som stadig er arbejdsramte). Om aftenen fik vi desuden familiebesøg; min bror og fætter med deres respektive ægtefæller. Vi fik en hyggelig aften ud af det. Det var da også medvirkende til, jeg helt fik dagens strabadser på stor afstand.

Dagens udmåling 192,32 km, gns. 23,2 km/t og 892 højdemeter.

16-07 fra Arrild til Tellingstedt i Tyskland.

Endnu en dag, som startede næsten skyfrit med ’kun’ med 17 grader. Vinden kom fra det velkendte hjørne og som det kunne ses på flagene, rimelig frisk allerede fra morgenstunden.

Lige syd for grænsen i Süderlügum, havde jeg en aftale med Nordic Camper Service, hos hvem autocamperen var lejet. Der skulle tages billeder til brug for JyskeVestkysten og Der Nordschleswiger. Dels til brug for avisartikler og dels til brug for markedsføring. Vi brugte en rum tid der, hvorfor længden af dagens etape kom til at bære præg deraf.

Herefter gik det ellers sydover. Jeg oplevede, at de tyske vejmyndigheder her havde gjort meget for cyklisten ved at have anlagt cykelstier langs vejene. Trods vinden var det næsten ’t. hansen’. Mit tri-styr var generelt under de herskende vindforhold til stor hjælp. Det betød desværre også, at det i det store hele kun var vejbanen og trafikken, jeg så. Det var tillige skyld i, at jeg lidt nord for Husum kunne være kørt forbi mine supportere, hvis ikke de havde viftet med både arme og ben. Det var nemlig blevet frokosttid.

GPS’eren viste mig, at ruten videre skulle gå gennem Husum centrum. Jeg satsede på at omfartsvejen, til trods for at den var lidt længere, ifølge kortet, dog ville være hurtigere end hvis jeg tog de små snørklede gader, jeg antog, jeg ville blive mødt af. – Her fik jeg en lærestreg. For efter få kilometer blev jeg ledt væk fra vejnettet, da status nu blev ’motortrafikvej’. Efter solens placering kunne jeg fornemme, at jeg blev ledt ind mod centrum alligevel. Forsøgte med GPS’eren, ved at angive et nyt ’B’ punkt, at undgå turen til centrum for så at cykle tilbage igen. - Hurra, det lykkedes, men nogle unødige kilometer er det nok blevet til.

Men hvor var landskabet dog fladt og var der ingen beplantning, kunne jeg skue langt ud mod horisonten. Efter Nordens Venedig, Friedrichstadt, kørte jeg over Eideren. Ja, tænk, det var engang den dansk/tyske grænse. Underligt at tænke sig.

Til dagens etapemål var Tellingstedt Camping blevet valgt. Det viste sig, at campingpladsen også havde en kæmpe svømmepøl. – Uhm, hvor lækkert.

Dagens udmåling 143,58 km, gns. 22,9 km/t og 542 højdemeter.

17-07 fra Tellingstedt til Berne

Natten havde budt på både regn og torden, men vi stod op til letskyet vejr, 16 grader og en svag vind. Kom af sted til stort set sædvanlig tid og passerede efter kort tid Kielerkanalen, eller som tyskerne mener den hedder; Der Nordostseekanal.

Dagen i forvejen havde jeg negligeret GPS’erens forslag til rute, så i dag måtte jeg hellere forsøge at følge den mere. Det kom der ikke noget godt ud af. Blev på et tidspunkt ledt ind på en vej, hvor asfalten først blev afløst af flisebelagte hjulspor, for dernæst at blive til hvad må betegnes som markvej, for at slutte, - ja på en mark. – ØV L .

Retur til nærmest bebyggede område, hvor jeg var heldig, her en lørdag morgen, at møde en ældre herre, som kunne hjælpe med at anvise min vej videre frem.

Efterhånden måtte jeg nærme mig Elben. Lige efter at have passeret en vejforlægning gennem et dige, kom jeg til en biflod til Elben, hvor overfarten skete med en kædetrukket pram.

Snart herefter kom jeg til Elben, hvor 4 færger sejlede i pendulfart og til trods herfor, var der lange bilkøer på begge sider. Som cyklist – på cykelsti – kunne jeg køre frem til en færge, som var fyldt med biler, men kunne lige have et par cyklister endnu. Om bord mødte jeg mine supportere og Dorthe var i fuld gang med en rundtur blandt de øvrige passagerer med indsamlingsbøssen til fordel for Børnecancerfonden. Mange gav da også et bidrag 

Jeg fortsatte videre gennem det flade landskab i Nordtyskland med retning mod Bremerhaven, for dog at køre i en stor bue sydom og krydsede floden Weser lidt nord for byen Brake. Under overfarten fik jeg øvet mig i det tyske, idet en midaldrende tysk herre gerne ville have mig til at fortælle om mig og mit projekt. Hans roste mig for øvrigt for mit tyske sprog, så jeg følte mig en smule stolt.

Måtte desværre konstatere, at GPS’eren ind i mellem ville lede mig på store omveje. Mine supportere opfordrede mig til, at jeg skulle slå min egen hjerne til en gang imellem og kigge på kortet.

Lone og Jesper sov om natten i telt. I lighed med de to forudgående etapemål, var en campingplads derfor blevet valgt. Berne Camping lå umiddelbart ved min rute, det passede fint.

Dagens udmåling 204,30 km, gns. 24,7 km/t og 692 højde meter.

18-07 fra Berne til Alstätte

Dagen startede kølig; kun 13 grader. Solen skinnede fra en letskyet himmel. Vinden var svag til let fra en vestlig retning. Inden starten tog jeg afsked med Lone og Jesper.  Der er jo nogen, som er arbejdsramte. – Kort efter starten kørte jeg forbi nogle storke. Nogle på marken og andre svævede i luften. Derudover var der mange storkereder. En vejtavle viste, at der i nærheden var en ’Storche-Station’.

Så var der igen GPS problemer. Jeg måtte igen finde vej efter det medbragte kort, idet GPS’eren blev ’forvirret’ af waypoints fra min tur sidste år til Paris. Disse waypoints er det ikke lykkedes mig at slette.

Problemer var der også med at finde vej gennem større byer, så som Oldenburg, Cloppenburg og Nordhorn. Kørte jeg efter vejtavler og GPS’eren, kom jeg ofte til en motortrafikvej med cykling forbudt og så har tyskerne ingen henvisninger til en ’rahdweg’, så jeg brugte oceaner af tid for at finde vejen videre frem. Heldigvis kunne jeg da gøre mig forståelig på tysk og fik stor hjælp af ’de indfødte’. Et irriterende fænomen blev mere og mere almindeligt, efterhånden som jeg nærmede mig den hollandske grænse; nemlig at når jeg kom til et vejkryds, skulle jeg ligesom fodgængere via en kontakt aktivere det grønne lys i lyskurven. Det værste eksempel var et kryds, hvor der var hele tre gange der skulle trykkes for at komme igennem. Cykelstien var snart til højre og snart til venstre for kørevejen og ind imellem var der slet ingen. Det ændrede sig bare uden nærmere skiltning.

Så var det også dagen, hvor der på en strækning med cykelsti, lå en hel masse nedfaldne visne grene, som knækkede, da jeg kørte over dem. En stump af grenen kom med baghjulet op og knækkede min bagskærm.

Havde det ikke været fordi det var et rigtig flot cykelvejr, ville det have været en rigtig ØV-dag. Det blev en af de lange dage, for jeg nåede først mit ’sneglehus’ kl. 20:45.

Dagens udmåling 211,81 km, kns. 24,4 km/t og 509 højdemeter.

19-07 fra Alstätte til Dilsen / B

Endnu en dejlig morgen at starte ud i; letskyet, 16 grader og en svag til let vind fra SØ. Mine supportere fik lappet bagskærmen sammen med plastik strips og gaffatape. Det så yderst professionelt ud og det holdt hele vejen til Gibraltar. Vi aftale, at dagsetapen skulle være kortere end de forudgående, for at døgnrytmen ikke skulle blive ødelagt.

Et bevis på, at tyskerne ikke cykler særlig langt, får man af en pudsig oplevelse, jeg havde, da jeg skulle finde en ’rahdweg’ til Wesel. Jeg spurgte en moden, hundeluftende dame om vej. Hun kunne via nogle vejkryds og lyskurver henvise mig til sin ægtemand, som var ’geschäftsführer’ i en nærmere angivet forretning. Som hun udtrykte det ’han var cykelinteresseret og cyklede nogle gange til Wesel’. Jeg fik dog ikke brug for ægtemandens oplysning, da jeg selv fandt den rette vej. Det viste sig, der ikke var længere end 20 km til Wesel.

Holland så jeg ikke meget til, idet jeg her blot kørte ca. 50 km, inden det så blev Belgien.

Her fik jeg et gensyn med byen Maaseik, som var etape by sidste år. Igen en større by, hvor jeg stadig kunne anvende mit tyske for at finde vejen videre frem. Lidt syd for byen fik jeg kontakt med mit crew. Kørte lidt væk fra hovedfærdselsvejen og ind i en mindre landsby, som skulle være stedet, hvor vi ville overnatte. Eftermiddagstemperaturen havde efterhånden sneget sig op i nærheden af de 30 grader. Vi besluttede, for første gang på turen, at ta’ ud og spise. I nærheden fandt vi en græsk restaurant, hvor vi indtog middagen udendørs. Vores autocamper var parkeret nogle få hundrede meter fra restauranten. En lokal belgier må have set den og læst streamerne. Han kom hen til vores bord med en 5 € seddel, som han ville donere. Herefter kom yderligere 2 med hver en 5 € seddel, som alle blev stoppet i vores indsamlingsbøsse til Børnecancerfonden. Sluttelig fik vi kaffe og cola på restaurantens regning.

Dagens udmåling 165,02 km, gns. 24,5 km/t og 357 højdemeter

20-07 fra Dilsen til Phillipville

Igen en sommerdag med skyfri himmel og en morgen temperatur på 18 grader med en svag vind fra ubestemmelig retning.

Fik efter 16 km turens 2. punktering. I et cykelspor langs en stærk trafikeret vej lå en del mellemstore sten. Èn lykkedes det tilsyneladende ikke at komme udenom, men over, hvorved slangen blev nappet. Heldigvis var det forhjulet.

Lidt senere ankom jeg til et vejkryds ude i en skov. Vejen lige ud gik mod Hasselt, men, men – motorvej og dermed cykling forbudt. Jeg skulle så til højre eller venstre. Satsningen blev til højre og heldet var med mig.

Videre gik det ’t.hansen’ til Hannut, hvor vi havde ’frokostemøde’ i 32 grader. Nu begyndte varmen for alvor at gøre sit indtog. Så var det ellers slut med det flade landskab. Efter Namur kom mødet med Ardennerne. Her er bakkerne uden sammenligning med de ellers så velkendte Svanninge- og Jordløse bakker. Mit møde med Ardennerne var først en opkørsel på 2 km med en stigningsprocent på 8 – 10, umiddelbart efterfulgt med en stigning over 1 km på 4 – 5 %. Det var noget, som fik pulsen op i nærheden af det røde felt. Det var ellers aftalen med supporterne, at vi skulle finde et overnatningssted syd for Phillipville, men på grund af mødet med Ardennerne fik jeg det ændret til nord for byen.

Dagens udmåling 153,47 km, gns. 22,9 km/t og 1.149 højdemeter

21-07 fra Phillipville til Epernay / F

Dagen startede letskyet med 20 grader og en let vind fra en sydlig retning. Efter få km passerede jeg grænsen til Frankrig. Her fik jeg ’rabatmærker’ for min tur op i Ardennerne i går; nemlig nedkørsler. Indtil frokosten gik det faktisk ’t.hansen’.

Eftermiddagen blev noget anderledes. Skyerne trak sig sammen og jeg fik et par regnbyger. Vinden stod stadig i syd, men var nu blevet af typen frisk. Ca. 20 km før Reims stiftede jeg første gang bekendtskab med den franske form for ’fattigmandsasfalt’ (den med tjære hvorpå der kommes granitskærver). Forskellen er blot, at skærverne er ca. 3 gange så store som de største herhjemme. Det betød en meget ru overflade. Når der så var modvind og vejen nærmest går lige ud, - ja, så er det surt, for jeg kunne se, hvor langt det ville vare endnu.

Lyspunktet var dog, at jeg hurtigt kom igennem Reims, til trods for det var en rigtig storby. Herefter blev terrænet virkeligt kuperet. Jeg fortsatte gennem Epernay, hvor jeg blev indhentet at ’sneglehuset’ og vi fandt et sted mellem en kirkegård og vinmarker (champagne), hvor vi kunne overnatte.

Dagens udmåling 178,12 km, gns. 22,1 km/t og 1.586 højdemeter

22-07 fra Epernay til Montagis

Dagen startede overskyet, højtliggende skyer, 17 grader og med en let vind fra en sydvestlig retning men heldigvis ingen udsigt til regn. Dagen bød på nye synsindtryk, for ud over kæmpe store vinmarker var der også store solsikkemarker med knejsende gule blomsterhoveder. Ad sideveje var der skilte mod det ene vin château efter det andet. Lige efter passage af Seinen, gjorde jeg holdt på en stor parkeringsplads overfor  et slot, Château de La Motte-Tilly,. Her afventede jeg mine supportere og vi indtog vores egen beskedne frokost.

  Ved indkørslen til landsbyer, var der ofte flotte udsmykninger med blomster. Efter danske forhold ville det være utænkeligt, at finde blot noget sådant, selv i væsentlig mindre format, for det ville givetvis bare blive ødelagt eller stjålet.

Dagen bød også på fortsættelse af Reims bjerge, som jeg påbegyndte op og nedstigningen af i går. Det går opad, opad, to tre km ad gangen. Stigningsprocenten er svær at vurdere, idet stigningerne for meste skete i hårnålesving. Når jeg var kommet op, ja så fik jeg ’rabatmærker’ i form af nedkørsler, så jeg kunne vinde lidt ind af den tid, jeg tabte på opkørslerne.

Vi havde aftalt, at finde et sted, før Montagis, hvor vi ville slå lejr for natten. Her kom jeg også først og efter sædvane kørte jeg mod centrum. For at give en fornemmelse af byens størrelse, vil jeg sammenligne den med Odense. Så vi fik lang tid til at gå med at finde hinanden. Først kl. 20 lykkedes det os at finde en p-plads, ved en svømmehal, hvor vi kunne gøre holdt for natten.

Dagens udmåling 174,30 km, gns. 22,6 km/t og 1357 højdemeter.

23-07 fra Montagis til Ardentes

Stod op til en kølig sommerdag med ’kun’ 13 grader, men ved afgang, som sædvanen tro var blevet kl. 08:05, var temperaturen allerede steget til 18 grader ved solens kraft, så jeg havde ikke behov for knæ- og armvarmere. Vinden var let til jævn fra SV.

Efter en lille time kørte jeg over floden Loire. Stor, bred og mægtig, men et virkeligt smukt syn, hvor den blå himmel spejlede sig i det stille flydende vand.

Terrænet fortsatte stort set som jeg sluttede i går, bakke op og ned. Om formiddagen kom jeg ind på en strækning på ca. 12 km med den mest elendige belægning, jeg endnu har haft på turen. Asfalten bestod af lap på lap og foruden det, var der dybe og stor huller i belægningen. Dertil kom at vejen var meget smal, så store lastvognstog havde svært ved at komme forbi mig, når jeg samtidig skulle forsøge at undgå de største huller.

Frokosten blev indtaget på en stille skovvej. Truende skyer havde trukket sig sammen og næppe var jeg kommet indenfor i autocamperen før himlens sluser åbnede portene. Et kæmpe regnskyl væltede ned og glad var jeg for at kunne sidde inden døre. På grund af dette vejr tillod jeg mig at forlænge min frokostpause en smule.

Vinden var tiltaget til frisk til hård fra samme retning. Den havde blæst det værste regnvejr bort, men hen over eftermiddagen fik jeg et par mindre regnbyger.

Mit crew og jeg kom Ardentes næsten samtidig. Her fandt vi en p-plads foran byens fælleshus. I løbet af natten var der 4 andre autocampere, som havde fået samme ide som os. Mange af de byer, jeg kørte igennem, var foruden ved indfaldsvejen, også pyntet med blomster i kæmpe ampler. Og nogle steder også med sjove cykler eller dele af cykler i alle mulige farver. Ardentes var heller ingen undtagelse.

Min bagdel var efterhånden blevet godt og grundig øm af at sidde på sadlen i mange timer, så jeg så mig nødsaget til at holde hviledag nr. 2. Det betød så, at jeg slet ikke kunne nå min målsætning; at køre ind på Gibraltar d. 30/7. Endvidere kunne det måske knibe at nå dertil, så Dorthe kunne nå et fly hjem d. 3/8. Jeg traf derfor, for mig selv, den beslutning, at jeg trods hviledage, ville køre ind på Gibraltar senest d. 2/8. Dorthe skulle med hele turen, om jeg så skulle køre en hvis legemsdel ud af bukserne.

Dagens udmåling 177,16 km, gns. 23,2 km/t og 1.118 højdemeter.

24-07 Hviledag

Af forskellige praktiske grunde flyttede vi opholdsstedet 21 km mod SSV til landsbyen Bouesse i løbet af dagen. Jeg benyttede også dagen til at få gået cyklen efter; let rengøring, renset og smurt kæden samt finjusteret gearskiftet. Ellers gik dagen med afslapning.

25-07 Bouesse til Mareuil

Hviledagen bekom min bagdel godt, så der var håb om, det blev en fordel J . Vi stod op i et flot solskinsvejr med 16 grader og svag til let vind fra sydvest. Solskinnet varede dog ikke længe, for dagen blev overskyet. Kom af sted til vanlig tid, men allerede i den første by fik jeg problemer med retningen, jeg skulle køre. GPS’eren ville sende mig ud på en kæmpe omvej, så jeg måtte forsøge at spørge om vej. Mødte en franskmand på cykel. Han kunne hverken tysk eller engelsk og jeg kunne intet fransk, men alligevel, ved hjælp af kort og fagter, lykkedes det mig at finde den rette vej.

Ruten gik i udkanten af Massiv Centrale. Nogle høje toppe kunne jeg se i horisonten til venstre. Alligevel mærkedes stigningerne på min rute, hvilket ses ud af dagens udmåling.

Efter frokost ved Mortemart skiftede terrænets konturer karakter. Det blev lange både opkørsler og nedkørsler. Omkring 3 - 5 km strækning var ikke usædvanlig, en enkelt opkørsel var dog hele 8 km lang.

Når jeg startede om morgenen og efter frokost, havde mine supportere blandet energidrik i mine 2 drikkedunke. Uheldet var bare lige denne eftermiddag ude; for de 2 dunke, jeg havde fået med, indeholdt kun rent vand. Jeg forsøgte at få kontakt med dem via deres mobiltlf., men ingen af dem svarede. De var nemlig på rundvisning på et château og den ene mobiltlf. lå i camperen og den anden var sat på lydløs. Langt om længe fik jeg kontakt, men afstanden var rimelig stor, så klokken blev hen ad 18, inden jeg fik energidrik i dunkene og nedsvælget en cola, for ikke at gå helt sukkerkold. Crewet kørt herefter i forvejen for at finde et sted, hvor vi kunne gøre holdt for natten. Fandt en markvej med skov til den ene side og stor solsikkemark til den anden. Her var jeg også heldig med at være kommet inden døre, inden det begyndte at regne.

Dagens udmåling 191,48 km, gns. 23,8 km/t og 2.183 højdemeter

26-07 fra Mareuil til Trensacq

Vi stod op til en overskyet dag med 16 grader og der var fra morgenstunden næsten ingen vind. De meget lange og forholdsvis bløde bakker, jeg stiftede bekendtskab med i går, fortsatte en relativ kort strækning. Konturerne ændrede så karakter igen til nogle mere stejle, både korte og lange, hvor jeg ind imellem fik brug for lille klinge. Op af formiddagen klarede det op og solen tittede nu frem mellem skyerne.  Vinden friskede en smule op, blev let til jævn og omsider drejet om i en mere vestlig retning.

Sådan fortsatte formiddagen. Bakke op og bakke ned. Ikke noget fladt terræn. Generelt må siges, der havde været pæne stigninger, som gav sved på panden.

I takt med at landskabet ændrede sig, blev vegetationen en anden. I begyndelsen havde det mest været majs- og solsikkemarker. Så kom der kornmarker (som allerede var høstet) og nu begyndte vinmarkerne rigtig at komme igen. Jeg var nemlig kommet ind i Sct. Emilion distriktet.

Der var vinstokke i alle aldre, lige fra spæde små planter med få blade over de lidt ældre, som var omgivet af pæle og tråd til opbinding, når de blev større. Og så selvfølgelig lange rækker af vinstokke, der stod som nyklippede havehække og hvor der forneden hang et væld af umodne druer.

Ud på eftermiddagen forsvandt bakkerne. Landskabet blev fladere og fladere og jeg endte ude i noget, som havde været en kæmpe stor skov af fyrretræer. Det så nemlig ud som om, der på et tidspunkt var fejet noget der mindede om en orkan, hen over området. Der var væltede trærødder, hvor stammerne var savet over og fjernet. Der var knækkede stammer, som stadig stod på rode og så var der enkelte slanke stammer, som stod urørte, med en lille tot nåle i toppen. Jeg passerede også flere savværker, hvor enorme stabler af stammer lå og blev vandet med sprinkleranlæg.

Ude i denne ødemark havde mine supportere fundet en sidevej, hvor vi slog lejr for natten. Havde dog svært ved at finde deres position, så dagen blev forlænget med en smule fejlkørsel på små 10 km.

Dagens udmåling 197,13 km, gns. 24,4 km/t og 1.498 højdemeter.

27-07 fra Trensacq til Mugairi i Spanien

Så smuk startede dagen, her fotograferet kl. 07:00:22. Et utroligt smukt syn; 15 grader og helt stille. Ikke en vind rørte sig. Desværre lå der stadig dis i området, da jeg startede kl. 08:05. Så meget, at jeg var nød til at køre uden briller, for overhovedet bare at kunne se, hvor jeg kørte. Efterhånden som solen kom højere på himlen, fik den brændt skyerne af og så gik det bare ’t.hansen’. Der var dog bare det lille problem, at jeg havde glemt mine drikkedunke. Så jeg måtte forstyrre mine supportere i deres gøremål, for at de kunne levere mig noget energidrik.

Efter igen at være kommet til lidt mere civiliseret område, kom jeg til en regulær motorvej. Her måtte jeg selvfølgelig ikke cykle, men så tog jeg da bare den almindelige asfaltvej, som løb parallelt hermed. Godt nok snart på den ene side, for, med en bro over motorvejen, at fortsætte på den anden side.

Sådan gik resten af vejen til Bayonne, hvor jeg lige før byen mødte mit crew og holdt frokostpause. Nu nærmede jeg mig Atlanterhavskysten og ifølge kortet ligger den ene by i forlængelse af den anden. Hvordan mon min GPS’er kunne tackle den videre strækning. Der blev både krydset fingre og tæer og hurra; jeg blev ledt lige igennem til Saint-Jean-de-Luz, hvor jeg drejede til venstre for at begynde indtagelsen af Pyrenæerne, - de første regulære bjerge, - Jeg var meget spændt på, hvordan det ville gå, for de så vældig faretruende ud.

Ved grænsen til Spanien gjorde jeg holdt lige efter passage. En grænse betjent kom straks ud for at se mig lidt an. Han fandt hurtig ud af, at jeg ikke var spor farlig og vi fik en lille snak på hver vort smule engelsk. Jeg ville have haft ham til at fotografere mig, men han måtte ikke engang røre mit kamera, så det blev igen et ’selvportræt’.

Nå, jeg havde fået ’taget hul’ på Pyrenæerne. Det startede med nogen op- og nedkørsler. Den første prøvelse var en opkørsel på 10 km med en stigningsprocent på op til 9. Selv om det var sidst på eftermiddagen gav det ingen problemer, så jeg blev meget fortrøstningsfuld ved tanken om min videre færd. Det var aftalt, vi skulle overnatte i Mugairi, som jeg fandt ud af, lå nede i en dal. Vi fandt et hjørne på en parkeringsplads ved et stort supermarked. Jeg gik til ro med en vished om, at morgendagen ville starte med en opkørsel, - og så med morgenstive ben.

Dagens udmåling 191,23 km, gns. 25,4 km/t og 987 højdemeter.

28-07 fra Mugairi til Agreda

Afgang fra p-pladsen ved supermarkedet kl. 08:05. Temperaturen var 17 grader og vindstille, men, men, men, - tågedis med en sigtbarhed ned til ca. 50 m.

Jeg fik bare 4 km til at få gjort benmusklerne lidt smidige, for herefter begyndte opstigningen. 8 % stod der på en advarselstavle. Efter 6 km kom jeg til en tunnelindgang. Der var bare ’cykling forbudt’. Jeg blev henvist til den samme vej, som meget høje lastbiler skulle anvende, dvs. den oprindelige vej op over bjerget. En bjergvej med serpentinersving på 8½ km og vejens højeste punkt var 989 m.o.h. Vejbelægningen var godt nok asfalt, men den var bare lap på lap med huller ind imellem. Så udover at vejen var snoet, blev jeg nød til at køre mere eller mindre i zigzag, bl.a. af hensyn til min lidt ømme bagdel. Nå, men ’rabatmærkerne’ kom jo på vejen nedad. Her skulle jeg bare fortsat tage hensyn til den dårlige vejbelægning, så jeg kunne ikke bar gi’ cyklen frit løb. Efter jeg havde passeret det højeste punkt og kørte nedad, lette skydækket mere og mere og til sidst skinnede solen fra en skyfri himmel. Det betød også jeg nu rigtig kunne mærke, jeg var kommet sydpå. Pyrenæerne var som sådan passeret.

Landskabet ændrede sig også. De høje, stejle bjerge forsvandt og i stedet var landskabet nu meget tørt og med marker med vinstokke, valnød- og ferskentræer. Desuden var der solsvedne, høstede kornmarker. Nu fortsatte jeg i retning af Pamplona.

Et sted blev jeg ledt væk fra den tiltænkte rute, da jeg mødte de sædvanlige forbudsskilte (cykler, gående, traktorer og i stedet for heste var der afbilledet en æselkærre  ).

Heldigvis var der anvist en vej, hvor jeg måtte cykle. Det var der dog ikke, da jeg var få km fra Pamplona. I en rundkørsel var den eneste viste vej mod Pamplona ind i en tunnel, og igen ’cykling forbudt’. Langs en vej, næsten parallelt med den jeg kom fra, holdt et par biler 3-400 meter ude. Jeg måtte derfor se om der var mennesker i nærheden heraf, hos hvem jeg kunne blive klogere. Det var der. Ikke så snart jeg var steget af cyklen, kom en ældre herre imod mig og sagde et eller andet, sandsynligvis på spansk, som jeg ikke forstod. Jeg sagde bare ordet Pamplona og straks pegede han over på en fliserække. Med en hånd- og armbevægelse viste han, jeg bare skulle følge disse.

Efter nogle få km kom jeg ind på en vej i bymæssig bebyggelse og det var Pamplona. Dels ved hjælp af GPS’eren og vejtavler, fandt jeg hurtig vejen ud af byen og fortsatte sydover. Det fortsatte med op- og nedkørsler. Men hvor blev den højslette af, som jeg, i min skoletid, havde lært, at Spanien også bestod af? –  Efter en opkørsel , var der pludseligt noget fladt landskab, men ikke noget jeg forstod ved en højslette. Ude i horisonten var der nemlig noget, som godt kunne ligne noget bjergagtigt. Højsletten lod vente på sig.

Ud på eftermiddagen var vinden tiltaget lidt i styrke, som sædvanligt fra en sydlig retning og ’ujævnhederne’ tog til igen i behersket form. Mit crew havde slået lejr for natten kort før Agreda ved en stubmark. Kl. 19 var der stadig 33 grader i skyggen. Varmen havde også været årsagen til, jeg i løbet af eftermiddagen havde drukket 3 liter væske udover de 2 drikkedunke, mine supportere gave mig efter frokosten.

Dagens udmåling 163,38 km, gns. 23,3 km/t og 1.856 højdemeter.

29-07 fra Agreda til Hita

Belært af gårdsdagens varme, ville jeg nu resten af turen holde siesta (en time ekstra frokostpause) og derfor starte en time tidligere om morgenen, altså ca. kl. 07:00. Nu var jeg jo kommet til andre breddegrader og det betød, at solen stod op ca. samtidig med min start på dagens etape. Tusmørke er næsten et ukendt fænomen, så der er ikke lange tid fra mørke til lys. Det var dog tilstrækkeligt med Reelight lygterne på cyklen, for at kunne blive set.

For bedre at holde fødderne kolde, skiftede jeg mine cykelsko ud med cykelsandaler. De var nye, passede mine fødder, men jeg havde ikke prøvet at cykle med dem inden jeg tog hjemmefra. Det viste sig at være en fatal fejl, - herom senere.

Her tidligt om morgenen var det letskyet og 17 grader og for en gangs skyld kom vinden fra nord og af styrken svag til let. Det bjergrige terræn fortsatte stadig med op- og nedkørsler. Hvor blev den dog af, den højslette? – Så med ét efter passage af en bakkekam var den der. Et fladt landskab, hvor horisonten fortog sig i en varmedis.

Og hr. vind havde lige pludselig travlt. Den blev med ét friskt til hår og så skulle den heldigvis samme vej som mig og jeg kørte i 1.152 m højde, ifølge min højdemåler. - Tanken strejfede mig et kort øjeblik, hvordan det ville have været, såfremt vinden var kommet den modsatte vej og her i et åbent landskab. – Nå, men jeg fik over en lang strækning god fart på cyklen, uden at skulle bruge megen muskelkraft.

Længere op af formiddagen kom der dog nogle mindre ujævnheder igen og vinden løjede en del af. Bymæssig bebyggelser var der ikke mange af her på sletten og dem jeg passerede havde en særegen byggestil. Gerne med noget som kunne ligne en kirke på det højeste punkt.

Efter frokosten kom jeg igen ind i et bjergrigt terræn. Her var det så jeg fik problemer med mine cykelsandaler. Når jeg skal lægge kræfterne i pedaleringen, både træder og trækker jeg i pedalerne. Ved at trække, fandt min højre sandal et ømt punkt på min fod, så det blev uudholdeligt og jeg var nødsaget til at skifte tilbage til cykelskoene, - men de lå jo i autocamperen! – SMS til supporterne og hidkalde dem fra en sightseeing. Der gik ca. 3 kvarter før de nåede frem og jeg fik skiftet. Min ventetid kunne jeg heldigvis tilbringe i skyggen af et stort træ, i en mindre by, så jeg undgik den bagende sol så længe og da mit crew nåede frem, fik jeg serveret en iskold cola, - nøøj, hvor det gjorde godt.

Det velkendte fodtøj; det bekom mine fødder vel. – Mens jeg stod under træet, så ej hen over en bygning, en gammel borg højt oppe på en bjergtop. Det viste sig, at min vej gik næsten helt på forbi denne gamle bygning. Med regulære hårnåle sving over 7 km, fik jeg set denne gamle borg fra både den ene og den anden side. Ikke på grund af træthed, men for at forevige sceneriet, måtte holde ind til siden og tog et billede af et ægte hårnålesving.

Som erfaringen siger, efter en opkørsel kommer der en nedkørsel. Den var ikke stejl, som opkørslen men dejlig lang og så erindrer jeg, den havde fået ny asfaltbelægning for nylig, så det gik bage ’t.hansen’.

Hen sidst på eftermiddagen nåede jeg til en lille by, hvor der over vejen var lagt en hastighed dæmpende skinne. Det kom for mig til at betyde turens 3. og sidste punktering, idet jeg ikke tog mig nok i agt for denne skinne. Jeg fik igen en ’napper’. – Det viste sig mine supportere havde fundet et sted i den anden ende af denne by, Hita, hvor vi skulle blive natten over, så efter slangeskiftet var der ikke mange 100 meter til skygge og forplejning. Det så ud som om byen var placeret på kanten af et vulkankrater med udsigt til kanten på modsat side. Fra Hita var der udsigt til en lille by, der ligger som en oase i bunden af den for længst udslukte vulkan.

Dagens udmåling 184,73 km gns. 26,4 km/t og 1.829 højdemeter

30-07 fra Hita til Mora

Stod op til en kold morgen. Der var kun 12 grader, da jeg skulle starte kl. 07:05 måtte jeg derfor ha’ både knævarmere og armvarmere på. Efter en time var solen brudt rigtig igennem og jeg kunne jeg ta’ den ekstra beklædning af tillige med svedtrøjen og smøre solcreme på.

Min vej blev lige pludselig til Auto Via, en motorvej, og snart var jeg i udkanten af Gaudalajara, en stor by ca. 50 km NØ for Madrid. Jeg søgte ind i byen for at finde en bedre vej mod mit næste punkt på ruten. GPS’eren var ikke til megen hjælp, for den ville lede mig en kæmpe omvej, ca. 200 km ekstra, for at nå dette punkt. Spurgte en tilfældig herre, i moden alder, om vej ved at vise mit kort. Han kunne kun spansk og hans forklaring fattede jeg ikke en bønne af. Havde dog opfattet retningen, så den fulgte jeg. Derved havnede jeg igen på den Auto Via, jeg tidligere havde forladt. Den eneste løsning var derfor at følge den og efter en 10 – 15 km mødte jeg et vejskilt mod byen Chiloeches; mit waypoint. Så var jeg  altså igen på rette vej, men vidst nok med lidt ekstra kilometer.

Ud på eftermiddagen kørte jeg langs en større flod (navnet husker jeg ikke). Den havde i tidens løb gravet sig ned, så den dannede en mægtig bred canyon. Her var åbenbart et sted for bedre bemidlede at bor, for der var store gitterporte med kamera overvågning ud mod vejen. Et stykke borte kunne jeg skimte huse af en rimelig stor størrelse. Det var også dagen, hvor jeg kørte igennem Aranjuez, hvor vejen gik lige forbi det kongelige sommerslot, Palacio Real. Et par km før slottet kørte jeg langs et flere meter højt gitterhegn, sandsynligvis bag hvilken der var en park. Langs med denne vej stod der kæmpe høje træer, som gav dejlig skygge at køre i. Jeg måtte da lige ’stikke næsten’ indenfor og se slottet fra parken. Et flot syn.

Den med at finde små ubefærdede side veje, til at holde rast på for natten, her mod syd i Spanien, var åbenbart en mangelvare. Derfor blev det i Mora til, at vi gjorde holdt på en blind, mindre befærdet sidevej nær en planteskole. Camperen blev placeret i skyggen af en bygning uden vinduer ud mod vejen.

Dagens udmåling 198,42 km, gns. 24,7 km/t og 1.830 højde meter.

31-07 fra Mora til Fuencaliente

Efter en utrolig varm nat, stod jeg op kl. 05:45, hvor temperaturen allerede var 20 grader og vinden var let fra en sydlig retning, som generede mig en del indtil jeg havde passeret den første bakkekam efter ca. 20 km. Herefter var det indtil videre pludselig nærmest vindstille.

Midt på formiddagen kom jeg forbi en fårehyrde, der med sin fåreflok skulle til at passere vejen. Dette sceneri måtte jeg se, hvorfor jeg standsede. - Til at hjælpe sig, havde fårehyrden 3 hunde, som holdt sammen på fåreflokken. Fårehyrden ventede indtil trafikken var passeret og på et signal fra ham satte hele flokken sig i bevægelse over vejen.

Det var åbenbart også det område, hvorfra legenden om Don Quixote stammer, for her var både møllen og anden tilkendegivelse om legenden.

Jeg havde aftalt med mine supportere, at frokosten skulle indtages omkring Ciudad Real. Resten af formiddagen gik faktisk ’t. hansen’ når der lige ses bort fra 3 bjergområder. I udkanten af byen ville jeg lige høre mit crew hvor de befandt sig og var ved at skrive en SMS til dem, da min mobiltelefon pludselig ringede og min kones stemme sagde: ”Prøv lige at vende dig 180 gader”. Der holdt ’sneglehuset’ ved et supermarked ca. 200 meter borte. Det var jo lørdag ved middagstid, hvor alle holdt siesta, så ingen andre biler befandt sig der. Mit crew var overrasket over jeg allerede var nået så langt og titulerede mig som ’superrytter’.

På hele min tur ned gennem Spanien, havde jeg på mange strækninger mødt en advarselstavle for løsgående køer, uden så meget som spidsen af et kohorn ved vejen. Jo flere jeg så af dem, jo mere kom jeg til at tænke på pendanten i Sverige med elgene.

Efter frokost og siesta var vinden tiltaget til let til jævn, stadig fra en sydlig retning og nu begyndte det bjergrige område af Sydspanien rigtig at gøre sig gældende hen over eftermiddagen. Derfor blev aftalen, at mit crew skulle holde sig i nærheden af mig, så jeg kunne forsynes med væske ca. hver time, dels med noget koldt at drikke og evt. supplere indholdet i mine drikkedunke med energidrik (High5 Energy Source 4:1) og andet saltholdigt produkt (High5 Isotonic). Det blev en ulidelig varm eftermiddag, hvor stigningerne blev hyppigere og hyppigere og længere og længere. Når det ind i mellem bare gik en smule nedad, føltes det, som om jeg holdt en hårtørrer i strakt arm og lod den blæse lige ind i ansigtet. For at nå den tiltænkte dagsmarch skulle jeg lige nå 3 bakkekamme, som kom lige i rap, hvoraf de sidste to var på hhv. 800 og 900 meter. Kort efter nedkørslen fra den sidste, lå der en campingplads lige ud til min rute. Jeg fik kontakt med mine supportere og aftalte vi for en gangs skyld ville benytte denne luksus. Der var heldigvis en pool og efter mit sædvanlige etapemåltid, blev jeg lige svalet af i poolen og når ’spenderbukserne’ var fremme, gik vi efter badet over og indtog vort aftensmåltid på pladsens restaurant.

Dagens udmåling 178,26 km, gns. 25,3 km/t og 1.255 højdemeter.  

01-08 fra Fuencaliente til Estepa

Så skulle det være næstsidste dag på Le Grand Tour. Jeg gjorde klar til at køre kl. 07:00 men måtte lige vente på solen, der først lige stod op et kvarter senere. Konturerne fortsatte, som de sluttede i går; op og ned og der var mange pæne stigninger og heldigvis også nedkørsler. Lige før indkørslen til campingpladsen, havde min kone, aftenen før, set en advarselstavle, som viste en nedkørsel på 7 % og de næste 5 km. Jeg kunne fornemme bekymringen, da jeg tog af sted, så da denne strækning var passeret, sendte jeg  melding herom på en SMS. Det gav plusser i min karakterbog.

Det var på en sådan nedkørsel, jeg her en tidlig morgenstund mødte en ræv, som fra det tilstødende landområde, med sit bytte i munden kom ud i vej rabatten i vejens venstre side. Da den fik den øje på mig, satte den i løb i samme retning, som jeg kørte. Den kunne ikke løbe fra mig med sit bytte i munden, hvorfor gav den slip på det. Herefter kunne den løbe hurtigere. Lidt længere fremme fandt den det tilsyneladende mere sikkert at løbe væk fra vejen.

Jeg var efterhånden nået til delstaten Andalusien. Hermed også til området med de hvide byer. Palmetræer optrådte nu også i det offentlige rum, ja selv som beplantning i en rundkørsel. Det blev rigtig varmt igen op af formiddagen, men heldigvis var der næsten ingen vind.

Her, som andre steder i Spanien, kunne vejnumrene på GPS’er, kort og vejskilt, være tre vidt forskellige. Det havde indtil nu været en del frustrerende og det blev det også de sidste to dage.

Efter siestaen vågnede ’hr. vind’ op og blev frisk, men nu fra vest. Himlen var stadig skyfri og denne eftermiddag blev ingen undtagelse temperaturmæssig. I det åbne landskab var der oliventræer næsten overalt. En enkelt afsveden solsikkemark kunne forekomme. Mine supportere var rigtig super supportere. De sørgede hele tiden for, at jeg havde nok af væske. Det var næsten at føle sig som professionel cykelrytter, der bliver opvartet i alle ender og kanter. Det var også nødvendigt, for det bjergrige område blev endnu værre.

Mine supportere havde regnet ud, at gjorde vi holdt ved Estepa, ville den sidste etape være muligt gennemføre på én dag. Det med at finde en sidevej var stadig en umulighed. Supporterne havde til erstatning herfor fundet en plads bag en fabriksbygning, hvor man arbejde med kalk, så det gik ikke lang tid, før alt i bilen var hvidt. Det hængte nemlig ved fodtøjet, når vi gik ind i camperen.

Dagens udmåling 136,01 km. gns. 23,2 km/t og 1.788 højdemeter.  

02-08 fra Estepa til Gibraltar

Så skulle det være sidste dag med morgenritual. Vi havde faktisk holdt på forbudt område om natten, så kl. 07:00 gjorde jeg klar til at starte, til trods for det stadig var lidt småmørkt. Kort tid efterblev jeg overhalet af autocamperen. For vejen vi kørte på, fandtes hverken på bilens eller på min GPS. Den fandtes kun på det trykte kort. Mine supportere vil lige guide mig de ca. 5 km frem til den rigtige vej, men den fandtes ikke længere i fysisk form. Den var nemlig gravet op og der var ingen henvisning med omkørsel. Vi måtte derfor selv ud at finde en alternativ vej. Derfor stoppede jeg cykel computeren, satte cyklen bag på autocamperen og kørte ud for at lede efter ruten, som fortsatte mod Gibraltar. Til sidst fandt vi den anden ende af den opgravede vej. Herefter kunne jeg genstarte computeren og fortsætte med at cykle. Det måtte ikke ske i forceret tempo, for forude ventede der mig helt regulær bjergkørsel, som rigtig begyndte efter Ronda. Ikke et eneste træ og højere oppe heller ikke en busk, bare tørre, visne og golde bjerge.

Jeg fik hverken noteret mig længden af opkørslerne eller nogle præcise stigningsprocenter, men jeg erindre at jeg på min cykelcomputer har set, der var stigninger på både 10 og 12 %. Min følgebil kredsede omkring mig under opkørslerne og under nedkørslerne kunne jeg næsten køre lige så hurtig, som det store skrummel af en autocamper kunne med alle de sving, vi skulle igennem.

Mine supportere havde gjort klar til frokost i en højde på 987 meter med en flot udsigt ud over Rondas bjerge. På grund af problemerne ved dagens start, sprang jeg siestaen over og cyklede videre efter frokosten. Både mine supportere og jeg troede vi nu havde nået toppen. Det skulle siden vise sig, jeg skulle helt op på 1.139 meter før det gik nedover meget længe.

Vegetationen vendte tilbage og op- og nedkørslerne blev ren barnemad i forhold til det, jeg lige havde været igennem. Det sidste møde med supporterne lå iflg. GPS’eren 23 km før Gibraltar. Her aftalte vi at de skulle vente på mig før La Linea (den sidste by i Spanien) og herefter guide mig igennem til grænsen. Godt det samme, for igen her var spaniolerne ved at lave vejanlæg og bygge overalt. Supporterne valgte derfor at køre ad ’køkkenvejen’ og omkring La Lineas havneområde til grænseovergangen til Gibraltar. De forsøgte at køre så langsomt, at jeg kunne følge med. Det kunne også ske ved at tage nogle omgange i rundkørslerne, således de var sikre på, jeg så hvilken frakørsel de havde valgt.

Ved grænseovergangen forsvandt autocamperen ud af syne for mig. Jeg havde også rigelig med at finde ud af hvilken sluse i grænseovergangen, jeg skulle anvende. Mit rødbedefarvede pas måtte uforståeligt nok ud at luftes, til trods for tæt trafik af både kørende og gående færdsel.

Supporterne havde efter nogle få hundrede meter fundet en tankstation, hvor autocamperen lige blev ’smidt’ ind og de kom sprintende iført klaphat og fodboldhat, jublende og viftende med Dannebrogsflag ud til vejen, hvor jeg blev stoppet. Her kunne jeg så endelig knytte næven og råbe: Yes, I did it ! - Le Grand Tour havde nået sit mål og mit projekt var fuldført. Vi fejrede det ved fortovskanten med både champagne og kransekage og senere på aftenen med en ’bedre’ middag med masser af rødvin til. Jeg skulle jo ikke tænke på, at en cykeltur ventede mig dagen efter.

Dagens udmåling 185,82 km, gns. 22,8 km/t og 2.063 højdemeter.

Hele le grand tour blev på 5.691 kilometer

 

Der er mange som har hjulpet mig, så jeg har kunnet gennemføre mit projekt.

En særlig tak skal gå til:

-           De sponsorer som har ydet materielle goder til mig eller har ydet prisnedslag i form af rabatter.

-           De øresponsorer som gennem aftaler om ydelse af penge til Børnecancrfonden har medvirket til, at give mig mentalt overskud til at gennemføre Le Grand Tour.

-           Dorthe, som har villet ta’ ferie, så hun kunne følge mig hele vejen. Hun var en utrolig god støtte til at strukturere mine etaper og helt igennem været praktikeren.

-           Sidst men ikke mindst min hustru, Lene.  Fra idéen blev født, bakkede hun mig op, helt uden forbehold. Her det sidste års tid har hun været meget tålmodig, for meget af min tid er gået med forberedelser. Under turen har hun foruden at sørge for mad og vask også givet mig kærlig omsorg og været massør for mine ømme muskler.

 

Efterskrift

Det blev den fantastiske oplevelse, jeg havde forestillet mig. Rig på mange oplevelser og af mange forskellige arter, som jeg har forsøgt at beskrive her i tour-dagbogen. Superlativer findes der ikke nok af i mit sprog. På billederne af mig fra ankomsten, viser min udstråling helt hvad jeg følte, da jeg ’indtog’ Gibraltar.

På min hjemmeside har jeg omtalt mit projekt skulle være at betragte som en afslutning på min erhvervskarriere, ’sætte kronen på værket’. – I min karriere har jeg sat mange ’fingeraftryk’. Om nogen vil huske mig for nogle af disse ’bedrifter’, kan jeg naturligvis ikke selv vurdere. Var jeg derimod gået hen og var blevet nationalbankdirektør, ville det nok have betydet noget ganske andet.

Den bedrift jeg nu har gennemført, nemlig at cykle hele turen fra Nordkapp til Gibraltar ene og alene, er det indtil nu, mig bekendt, kun 4 personer, som har gjort før mig. Før jeg tog af sted, var jeg indstillet på ikke at ville sætte nogen rekord (jeg havde også tilladt mig den ’luksus’ at have medbragt en følgevogn). Ligeledes håbede jeg på, at kunne gennemføre turen på én måned uden hviledage. Resultatet blev én måned og 2 dage, men med 2 hviledage. – Rekorden har jeg så alligevel ved at være den ældste af dem, som har taget turen.

Det er min hensigt, jeg aldrig vil forsøge at plagiere denne tur. Den skal have lov til at stå alene i min erindring. Den har været det største, det vildeste, det mest udfordrende og det mest storslåede. Cyklen er ikke stillet bort for at samle støv. Jeg vil fremover benytte den som foretrukket motionsredskab. Om det skal blive til cykelture i udlandet vil jeg bestemt ikke afvise, men som udgangspunkt bliver det ikke solo.

September 2010

Svend Friis

’cykeltossen’

  

Hele teamet fra Le Grand Tour

.